Officium Defunctorum

Divinum Officium Monastic

12-06-2018

Ad Matutinum

Incipit{omittitur}
Start{omit}
Invitatorium {Antiphona Votiva}
Ant. Regem, cui ómnia vivunt, * Veníte adorémus.
Ant. Regem, cui ómnia vivunt, * Veníte adorémus.
Veníte, exsultémus Dómino, iubilémus Deo, salutári nostro: præoccupémus fáciem eius in confessióne, et in psalmis iubilémus ei.
Ant. Regem, cui ómnia vivunt, * Veníte adorémus.
Quóniam Deus magnus Dóminus, et Rex magnus super omnes deos, quóniam non repéllet Dóminus plebem suam: quia in manu eius sunt omnes fines terræ, et altitúdines móntium ipse cónspicit.
Ant. Veníte adorémus.
Quóniam ipsíus est mare, et ipse fecit illud, et áridam fundavérunt manus eius (genuflectitur) veníte, adorémus, et procidámus ante Deum: plorémus coram Dómino, qui fecit nos, quia ipse est Dóminus, Deus noster; nos autem pópulus eius, et oves páscuæ eius.
Ant. Regem, cui ómnia vivunt, * Veníte adorémus.
Hódie, si vocem eius audiéritis, nolíte obduráre corda vestra, sicut in exacerbatióne secúndum diem tentatiónis in desérto: ubi tentavérunt me patres vestri, probavérunt et vidérunt ópera mea.
Ant. Veníte adorémus.
Quadragínta annis próximus fui generatióni huic, et dixi; Semper hi errant corde, ipsi vero non cognovérunt vias meas: quibus iurávi in ira mea; Si introíbunt in réquiem meam.
Ant. Regem, cui ómnia vivunt, * Veníte adorémus.
℣. Réquiem ætérnam * dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua * lúceat eis.
Ant. Veníte adorémus.
Ant. Regem, cui ómnia vivunt, * Veníte adorémus.
Invitatory {Antiphon Votive}
Ant. Unto the Eternal King all live. * O come, let us worship Him.
Ant. Unto the Eternal King all live. * O come, let us worship Him.
Kom, lad os juble for Herren, bryde ud i fryderåb for vor frelses klippe. Lad os træde frem for ham med takkesang, bryde ud i lovsang til ham.
Ant. Unto the Eternal King all live. * O come, let us worship Him.
For Herren er en stor Gud, en mægtig konge over alle guder. For Herren forkaster ikke sit folk. I hans hånd er jordens dybder, bjergenes tinder tilhører ham.
Ant. O come, let us worship Him.
Havet tilhører ham, for han skabte det, hans hænder formede landjorden. (knæfald) Kom, lad os kaste os ned, lad os bøje os, lad os falde på knæ for Herren, vor skaber, for han er vor Gud, og vi er hans folk, de får, han vogter.
Ant. Unto the Eternal King all live. * O come, let us worship Him.
Om I dog i dag ville lytte til ham! Gør ikke jeres hjerter hårde som ved Meriba, som den dag ved Massa i ørkenen, da jeres fædre udæskede mig og satte mig på prøve, skønt de havde set mine gerninger.
Ant. O come, let us worship Him.
I fyrre år følte jeg afsky for den slægt, og jeg sagde: De er et folk, der farer vild i deres hjerte, og de kender ikke mine veje. Så svor jeg i min vrede: De skal aldrig komme ind til min hvile.
Ant. Unto the Eternal King all live. * O come, let us worship Him.
℣. Herre, skænk dem * den evige hvile.
℟. Og lad det evige lys * lyse for dem.
Ant. O come, let us worship Him.
Ant. Unto the Eternal King all live. * O come, let us worship Him.
Hymnus{omittitur}
Hymn{omit}
Psalmi cum lectionibus {Antiphonæ et Psalmi Votiva}
Nocturn I.
Ant. Dírige, * Dómine, Deus meus, in conspéctu tuo viam meam.
Psalmus 5 [1]
5:2 Verba mea áuribus pércipe, Dómine, * intéllege clamórem meum.
5:3 Inténde voci oratiónis meæ, * Rex meus et Deus meus.
5:4 Quóniam ad te orábo: * Dómine, mane exáudies vocem meam.
5:5 Mane astábo tibi et vidébo: * quóniam non Deus volens iniquitátem tu es.
5:6 Neque habitábit iuxta te malígnus: * neque permanébunt iniústi ante óculos tuos.
5:7 Odísti omnes, qui operántur iniquitátem: * perdes omnes, qui loquúntur mendácium.
5:7 Virum sánguinum et dolósum abominábitur Dóminus: * ego autem in multitúdine misericórdiæ tuæ.
5:8 Introíbo in domum tuam: * adorábo ad templum sanctum tuum in timóre tuo.
5:9 Dómine, deduc me in iustítia tua: * propter inimícos meos dírige in conspéctu tuo viam meam.
5:10 Quóniam non est in ore eórum véritas: * cor eórum vanum est.
5:11 Sepúlcrum patens est guttur eórum, linguis suis dolóse agébant, * iúdica illos, Deus.
5:11 Décidant a cogitatiónibus suis, secúndum multitúdinem impietátum eórum expélle eos, * quóniam irritavérunt te, Dómine.
5:12 Et læténtur omnes, qui sperant in te, * in ætérnum exsultábunt: et habitábis in eis.
5:12 Et gloriabúntur in te omnes, qui díligunt nomen tuum, * quóniam tu benedíces iusto.
5:13 Dómine, ut scuto bonæ voluntátis tuæ * coronásti nos.
℣. Réquiem ætérnam * dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua * lúceat eis.

Ant. Dírige, Dómine, Deus meus, in conspéctu tuo viam meam.
Psalms with lections {Antiphons and psalms Votive}
Nocturn I.
Ant. Make my way straight before thy face, * O Lord my God.
Psalm 5 [1]
5:2 Herre, lyt til mine ord, * læg mærke til min stønnen!
5:3 Hør mit råb om hjælp, * min konge og min Gud!
5:4 Jeg beder til dig. * Herre, om morgenen hører du min stemme,
5:5 Om morgenen fremlægger jeg min sag og spejder efter svar. * Du er ikke en Gud, der holder af uret,
5:6 Du giver ikke den onde husly, * de overmodig kan ikke træde frem for dine øjne,
5:7 Du hader alle forbrydere, * du udrydder løgnere.
5:7 Herren afskyr mordere og bedragere. * Men ved din store trofasthed
5:8 Kan jeg gå ind i dit hus; * jeg kaster mig ned i dit hellige tempel i ærefrygt for dig.
5:9 Herre, led mig i din retfærdighed * til værn mod mine fjender, jævn din vej foran mig!
5:10 Der er ikke et sandt ord i deres mund, * deres indre er en afgrund,
5:11 Deres strube er en åben grav, de har en glat tunge. * Lad dem bøde for det, Gud,
5:11 Så de fældes af deres egne rænker. Driv dem bort for deres mange synder, * for de trodser dig.
5:12 Alle, der søger tilflugt hos dig, skal glæde sig, * de skal juble til evig tid. Du beskytter dem.
5:12 Og de, der elsker dit navn, skal fryde sig over dig. * For du velsigner den retfærdige,
5:13 Herre, du beskytter ham * med nåde som skjold.
℣. Herre, skænk dem * den evige hvile.
℟. Og lad det evige lys * lyse for dem.

Ant. Make my way straight before thy face, O Lord my God.
Ant. Convértere, * Dómine, et éripe ánimam meam: quóniam non est in morte, qui memor sit tui.
Psalmus 6 [2]
6:2 Dómine, ne in furóre tuo árguas me, * neque in ira tua corrípias me.
6:3 Miserére mei, Dómine, quóniam infírmus sum: * sana me, Dómine, quóniam conturbáta sunt ossa mea.
6:4 Et ánima mea turbáta est valde: * sed tu, Dómine, úsquequo?
6:5 Convértere, Dómine, et éripe ánimam meam: * salvum me fac propter misericórdiam tuam.
6:6 Quóniam non est in morte qui memor sit tui: * in inférno autem quis confitébitur tibi?
6:7 Laborávi in gémitu meo, lavábo per síngulas noctes lectum meum: * lácrimis meis stratum meum rigábo.
6:8 Turbátus est a furóre óculus meus: * inveterávi inter omnes inimícos meos.
6:9 Discédite a me, omnes, qui operámini iniquitátem: * quóniam exaudívit Dóminus vocem fletus mei.
6:10 Exaudívit Dóminus deprecatiónem meam, * Dóminus oratiónem meam suscépit.
6:11 Erubéscant, et conturbéntur veheménter omnes inimíci mei: * convertántur et erubéscant valde velóciter.
℣. Réquiem ætérnam * dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua * lúceat eis.

Ant. Convértere, Dómine, et éripe ánimam meam: quóniam non est in morte, qui memor sit tui.
Ant. Return, O Lord, deliver my soul * O save me for thy mercy's sake.
Psalm 6 [2]
6:2 Herre, straf mig ikke i din vrede, * og tugt mig ikke i din harme!
6:3 Vær mig nådig, Herre, for jeg er svag, * helbred mig, Herre, for min krop sygner hen,
6:4 Og min sjæl er grebet af rædsel. * Herre, hvor længe endnu?
6:5 Vend tilbage, Herre, red mit liv, * frels mig i din godhed!
6:6 Ingen påkalder dig i døden, * hvem takker dig i dødsriget?
6:7 Mine suk udmatter mig, hver nat væder gråden mit leje, * min seng er våd af mine tårer.
6:8 Mit øje er sløret af sorg, * det er udslukt, for mine fjender er mange.
6:9 Bort fra mig, alle I, der volder ondt! * Herren har hørt min gråd,
6:10 Herren hørte, da jeg bønfaldt ham, * Herren tager imod min bøn.
6:11 Alle mine fjender beskæmmes og gribes af rædsel, * i et nu drives de tilbage med skam.
℣. Herre, skænk dem * den evige hvile.
℟. Og lad det evige lys * lyse for dem.

Ant. Return, O Lord, deliver my soul O save me for thy mercy's sake.
Ant. Nequándo rápiat * ut leo ánimam meam, dum non est qui rédimat, neque qui salvum fáciat.
Psalmus 7 [3]
7:2 Dómine, Deus meus, in te sperávi: * salvum me fac ex ómnibus persequéntibus me, et líbera me.
7:3 Nequándo rápiat ut leo ánimam meam, * dum non est qui rédimat, neque qui salvum fáciat.
7:4 Dómine, Deus meus, si feci istud, * si est iníquitas in mánibus meis:
7:5 Si réddidi retribuéntibus mihi mala, * décidam mérito ab inimícis meis inánis.
7:6 Persequátur inimícus ánimam meam, et comprehéndat, et concúlcet in terra vitam meam, * et glóriam meam in púlverem dedúcat.
7:7 Exsúrge, Dómine, in ira tua: * et exaltáre in fínibus inimicórum meórum.
7:7 Et exsúrge, Dómine, Deus meus, in præcépto quod mandásti: * et synagóga populórum circúmdabit te.
7:8 Et propter hanc in altum regrédere: * Dóminus iúdicat pópulos.
7:9 Iúdica me, Dómine, secúndum iustítiam meam, * et secúndum innocéntiam meam super me.
7:10 Consumétur nequítia peccatórum, et díriges iustum, * scrutans corda et renes, Deus.
7:11 Iustum adiutórium meum a Dómino, * qui salvos facit rectos corde.
7:12 Deus iudex iustus, fortis, et pátiens: * numquid iráscitur per síngulos dies?
7:13 Nisi convérsi fuéritis, gládium suum vibrábit: * arcum suum teténdit, et parávit illum.
7:14 Et in eo parávit vasa mortis: * sagíttas suas ardéntibus effécit.
7:15 Ecce, partúriit iniustítiam: * concépit dolórem, et péperit iniquitátem.
7:16 Lacum apéruit, et effódit eum: * et íncidit in fóveam quam fecit.
7:17 Convertétur dolor eius in caput eius: * et in vérticem ipsíus iníquitas eius descéndet.
7:18 Confitébor Dómino secúndum iustítiam eius: * et psallam nómini Dómini altíssimi.
℣. Réquiem ætérnam * dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua * lúceat eis.

Ant. Nequándo rápiat ut leo ánimam meam, dum non est qui rédimat, neque qui salvum fáciat.
Ant. Lest he tear my soul like a lion, * while there is none to deliver, or to save.
Psalm 7 [3]
7:2 Herre min Gud, hos dig søger jeg tilflugt, * frels mig fra alle mine forfølgere og befri mig,
7:3 Så de ikke skal sønderrive mig som løver * og slæbe mig bort, uden at der er nogen, der redder.
7:4 Herre min Gud, hvis jeg har gjort dette: * Hvis jeg har gjort mig skyldig i uret,
7:5 Hvis jeg har handlet ondt mod min ven * eller uden anledning udplyndret min modstander,
7:6 Måtte fjenden da forfølge og indhente mig, * trampe mig ned og lade mig ligge i støvet!
7:7 Herre, stå op i din harme, * rejs dig, for mine fjender er vrede,
7:7 Vågn op, min Gud, du sætter retten. * Folkenes forsamling omgiver dig,
7:8 Tag sæde over den i det høje! * Herren holder dom over folkene.
7:9 Skaf mig ret, Herre, * for jeg er retfærdig og skyldfri.
7:10 Stands uretfærdiges ondskab, støt den retfærdige, * du, som ransager hjerter og nyrer, retfærdige Gud.
7:11 Gud er mit skjold, * han frelser de oprigtige.
7:12 Gud er en retfærdig dommer, * en Gud, der harmes hver dag.
7:13 Fjenden hvæsser sit sværd på ny, * han spænder buen og sigter;
7:14 Men han skal rette de dræbende våben mod sig selv * og gøre sine pile til brandpile.
7:15 Se, han undfanger uret, * han er svanger med ulykke og føder løgn.
7:16 En faldgrube har han gravet ud, * men han falder selv i den grav, han gravede.
7:17 Hans ondskab rammer ham selv, * hans uret kommer over hans eget hoved.
7:18 Jeg takker Herren for hans retfærdighed, * jeg lovsynger Herren den Højestes navn.
℣. Herre, skænk dem * den evige hvile.
℟. Og lad det evige lys * lyse for dem.

Ant. Lest he tear my soul like a lion, while there is none to deliver, or to save.
℣. A porta ínferi.
℟. Erue, Dómine, ánimas eórum.
℣. From the gates of hell.
℟. Deliver their souls, O Lord.
Pater noster, qui es in cælis, sanctificétur nomen tuum: advéniat regnum tuum: fiat volúntas tua, sicut in cælo et in terra. Panem nostrum cotidiánum da nobis hódie: et dimítte nobis débita nostra, sicut et nos dimíttimus debitóribus nostris: et ne nos indúcas in tentatiónem: sed líbera nos a malo. Amen.


Lectio 1
Iob 7:16-21
16 Parce mihi, Dómine; nihil enim sunt dies mei.
17 Quid est homo, quia magníficas eum? aut quid appónis erga eum cor tuum?
18 Vísitas eum dilúculo, et súbito probas illum.
19 Usquequo non parcis mihi, nec dimíttis me, ut glútiam salívam meam?
20 Peccávi, quid fáciam tibi, o custos hóminum? quare posuísti me contrárium tibi, et factus sum mihimetípsi gravis?
21 Cur non tollis peccátum meum, et quare non aufers iniquitátem meam? Ecce nunc in púlvere dórmiam: et, si mane me quæsíeris, non subsístam.

℟. Credo quod Redémptor meus vivit, et in novíssimo die de terra surrectúrus sum,
* Et in carne mea vidébo Deum Salvatórem meum.
℣. Quem visúrus sum ego ipse, et non álius; et óculi mei conspectúri sunt.
℟. Et in carne mea vidébo Deum Salvatórem meum.
Fader vor, du som er i himlene, Helliget vorde dit navn. Komme dit rige. Ske din vilje som i himlen, således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød. Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Og led os ikke i fristelse: Men fri os fra det onde. Amen.
Fader vor, du som er i himlene!


Reading 1
Job 7:16-21
16 Spare me, for my days are nothing.
17 What is a man that thou shouldst magnify him? or why dost thou set thy heart upon him?
18 Thou visitest him early in the morning, and thou provest him suddenly.
19 How long wilt thou not spare me, nor suffer me to swallow down my spittle?
20 I have sinned: what shall I do to thee, O keeper of men? why hast thou set me opposite to thee, and I am become burdensome to myself?
21 Why dost thou not remove my sin, and why dost thou not take away my iniquity? Behold now I shall sleep in the dust: and if thou seek me in the morning, I shall not be.

℟. I believe that my Redeemer liveth, and that I shall stand up from the earth at the latter day,
* And in my flesh shall I see God my Saviour.
℣. Whom I shall see for myself, and mine eyes shall behold, and not another.
℟. And in my flesh shall I see God my Saviour.


Lectio 2
Iob 10:1-7
1 Tædet ánimam meam vitæ meæ; dimíttam advérsum me elóquium meum: loquar in amaritúdine ánimæ meæ.
2 Dicam Deo: Noli me condemnáre; índica mihi cur me ita iúdices.
3 Numquid bonum tibi vidétur, si calumniéris me, et ópprimas me opus mánuum tuárum, et consílium impiórum ádiuves?
4 Numquid óculi cárnei tibi sunt? aut sicut videt homo, et tu vidébis?
5 Numquid sicut dies hóminis dies tui, et anni tui sicut humána sunt témpora,
6 Ut quæras iniquitátem meam, et peccátum meum scrutéris,
7 Et scias quia nihil ímpium fécerim, cum sit nemo qui de manu tua possit erúere?

℟. Qui Lázarum resuscitásti a monuménto fœ́tidum,
* Tu eis, Dómine, dona réquiem, et locum indulgéntiæ.
℣. Qui ventúrus es iudicáre vivos et mórtuos, et sǽculum per ignem.
℟. Tu eis, Dómine, dona réquiem, et locum indulgéntiæ.


Reading 2
Job 10:1-7
1 My soul is weary of my life, I will let go my speech against myself, I will speak in the bitterness of my soul.
2 I will say to God: Do not condemn me: tell me why thou judgest me so.
3 Doth it seem good to thee that thou shouldst calumniate me, and oppress me, the work of thy own hands, and help the counsel of the wicked?
4 Hast thou eyes of flesh: or, shalt thou see as man seeth?
5 Are thy days as the days of man, and are thy years as the times of men:
6 That thou shouldst inquire after my iniquity, and search after my sin?
7 And shouldst know that I have done no wicked thing, whereas there is no man that can deliver out of thy hand.

℟. Thou Who didst call up Lazarus from the grave after that he had begun to stink
* Do Thou, O Lord, grant them rest and a place of forgiveness.
℣. Thou Who shalt come to judge the quick and dead, and the world by fire
℟. Do Thou, O Lord, grant them rest and a place of forgiveness.


Lectio 3
Iob 10:8-12
8 Manus tuæ fecérunt me, et plasmavérunt me totum in circúitu: et sic repénte præcípitas me?
9 Meménto, quæso, quod sicut lutum féceris me, et in púlverem redúces me.
10 Nonne sicut lac mulsísti me, et sicut cáseum me coagulásti?
11 Pelle et cárnibus vestísti me; óssibus et nervis compegísti me.
12 Vitam et misericórdiam tribuísti mihi, et visitátio tua custodívit spíritum meum.

℟. Dómine, quando véneris iudicáre terram, ubi me abscóndam a vultu iræ tuæ?
* Quia peccávi nimis in vita mea.
℣. Commíssa mea pavésco, et ante te erubésco: dum véneris iudicáre, noli me condemnáre.
℟. Quia peccávi nimis in vita mea.
℣. Réquiem ætérnam * dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua * lúceat eis.
℟. Quia peccávi nimis in vita mea.


Reading 3
Job 10:8-12
8 Thy hands have made me, and fashioned me wholly round about, and dost thou thus cast me down headlong on a sudden?
9 Remember, I beseech thee, that thou hast made me as the clay, and thou wilt bring me into dust again.
10 Hast thou not milked me as milk, and curdled me like cheese?
11 Thou hast clothed me with skin and flesh: thou hast put me together with bones and sinews:
12 Thou hast granted me life and mercy, and thy visitation hath preserved my spirit.

℟. Lord, when Thou comest to judge the earth, where shall I hide myself from the face of thy wrath?
* For I have sinned greatly in my life.
℣. I dread my sins, I blush before thee I see the great tribunal set! In fear and terror I implore thee, Forgive when soul and Judge are met!
℟. For I have sinned greatly in my life.
℣. Herre, skænk dem * den evige hvile.
℟. Og lad det evige lys * lyse for dem.
℟. For I have sinned greatly in my life.
Nocturn II.
Ant. In loco páscuæ * ibi me collocávit.
Psalmus 22 [4]
22:1 Dóminus regit me, et nihil mihi déerit: * in loco páscuæ ibi me collocávit.
22:2 Super aquam refectiónis educávit me: * ánimam meam convértit.
22:3 Dedúxit me super sémitas iustítiæ, * propter nomen suum.
22:4 Nam, et si ambulávero in médio umbræ mortis, non timébo mala: * quóniam tu mecum es.
22:4 Virga tua, et báculus tuus: * ipsa me consoláta sunt.
22:5 Parásti in conspéctu meo mensam, * advérsus eos, qui tríbulant me.
22:5 Impinguásti in óleo caput meum: * et calix meus inébrians quam præclárus est!
22:6 Et misericórdia tua subsequétur me * ómnibus diébus vitæ meæ:
22:6 Et ut inhábitem in domo Dómini, * in longitúdinem diérum.
℣. Réquiem ætérnam * dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua * lúceat eis.

Ant. In loco páscuæ ibi me collocávit.
Nocturn II.
Ant. He maketh me to lie down * in green pastures.
Psalm 22 [4]
22:1 Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, * han lader mig ligge i grønne enge,
22:2 Han leder mig til det stille vand. * Han giver mig kraft på ny,
22:3 Han leder mig ad rette stier * for sit navns skyld.
22:4 Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, * for du er hos mig,
22:4 Din stok og din stav * er min trøst.
22:5 Du dækker bord for mig * for øjnene af mine fjender.
22:5 Du salver mit hoved med olie, * mit bæger er fyldt til overflod.
22:6 Godhed og troskab følger mig, * all the days of my life.
22:6 Og jeg skal bo i Herrens hus * alle mine dage.
℣. Herre, skænk dem * den evige hvile.
℟. Og lad det evige lys * lyse for dem.

Ant. He maketh me to lie down in green pastures.
Ant. Delícta * iuventútis meæ, et ignorántias meas ne memíneris, Dómine.
Psalmus 24 [5]
24:1 Ad te, Dómine, levávi ánimam meam: * Deus meus, in te confído, non erubéscam.
24:3 Neque irrídeant me inimíci mei: * étenim univérsi, qui sústinent te, non confundéntur.
24:4 Confundántur omnes iníqua agéntes * supervácue.
24:4 Vias tuas, Dómine, demónstra mihi: * et sémitas tuas édoce me.
24:5 Dírige me in veritáte tua, et doce me: * quia tu es, Deus, salvátor meus, et te sustínui tota die.
24:6 Reminíscere miseratiónum tuárum, Dómine, * et misericordiárum tuárum, quæ a sǽculo sunt.
24:7 Delícta iuventútis meæ, * et ignorántias meas ne memíneris.
24:7 Secúndum misericórdiam tuam meménto mei tu: * propter bonitátem tuam, Dómine.
24:8 Dulcis et rectus Dóminus: * propter hoc legem dabit delinquéntibus in via.
24:9 Díriget mansuétos in iudício: * docébit mites vias suas.
24:10 Univérsæ viæ Dómini, misericórdia et véritas, * requiréntibus testaméntum eius et testimónia eius.
24:11 Propter nomen tuum, Dómine, propitiáberis peccáto meo: * multum est enim.
24:12 Quis est homo qui timet Dóminum? * legem státuit ei in via, quam elégit.
24:13 Ánima eius in bonis demorábitur: * et semen eius hereditábit terram.
24:14 Firmaméntum est Dóminus timéntibus eum: * et testaméntum ipsíus ut manifestétur illis.
24:15 Óculi mei semper ad Dóminum: * quóniam ipse evéllet de láqueo pedes meos.
24:16 Réspice in me, et miserére mei: * quia únicus et pauper sum ego.
24:17 Tribulatiónes cordis mei multiplicátæ sunt: * de necessitátibus meis érue me.
24:18 Vide humilitátem meam, et labórem meum: * et dimítte univérsa delícta mea.
24:19 Réspice inimícos meos quóniam multiplicáti sunt, * et ódio iníquo odérunt me.
24:20 Custódi ánimam meam, et érue me: * non erubéscam quóniam sperávi in te.
24:21 Innocéntes et recti adhæsérunt mihi: * quia sustínui te.
24:22 Líbera, Deus, Israël, * ex ómnibus tribulatiónibus suis.
℣. Réquiem ætérnam * dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua * lúceat eis.

Ant. Delícta iuventútis meæ, et ignorántias meas ne memíneris, Dómine.
Ant. Lord, remember not the sins of my youth, * nor my transgressions.
Psalm 24 [5]
24:1 Jeg længes efter dig, Herre, * jeg stoler på dig, min Gud. Lad mig ikke blive til skamme,
24:3 Lad ikke mine fjender frydes over mig. * Ingen, der håber på dig, bliver til skamme,
24:4 Men det bliver de, der er troløse * til ingen nytte.
24:4 Vis mig dine veje, Herre, * lær mig dine stier!
24:5 Vejled mig i din sandhed og belær mig, * for du er min frelses Gud, til dig sætter jeg altid mit håb.
24:6 Herre, husk din barmhjertighed og trofasthed, * som har været til fra evighed.
24:7 Glem min ungdoms synder * og overtrædelser,
24:7 Husk mig i din trofasthed, * fordi du er god, Herre.
24:8 Herren er god og retskaffen, * derfor belærer han syndere om vejen.
24:9 De ydmyge vejleder han i retfærdighed, * han lærer ydmyge sin vej.
24:10 Herrens stier er altid godhed og troskab * for dem, der holder hans pagt og hans lov.
24:11 For dit navns skyld, Herre, skal du tilgive min synd, * for den er stor.
24:12 Den mand, der frygter Herren, * ham belærer han om den vej, han skal vælge.
24:13 Han selv skal leve i lykke, * og hans afkom skal få landet i arv og eje.
24:14 De, der frygter Herren, har fællesskab med ham, * gennem sin pagt vejleder han dem.
24:15 Mine øjne er altid rettet mod Herren, * for han befrier min fod fra nettet.
24:16 Vend dig til mig, og vær mig nådig, * for jeg er ene og hjælpeløs.
24:17 Gør mit hjerte fri af angsten, * og før mig ud af mine trængsler!
24:18 Se min nød og elendighed, * og tilgiv alle mine synder!
24:19 Se, hvor mange fjender jeg har, * de nærer et voldsomt had til mig.
24:20 Bevar mit liv og red mig, * lad mig ikke blive til skamme, for jeg søger tilflugt hos dig.
24:21 Uskyld og retskaffenhed skal beskytte mig, * for jeg sætter mit håb til dig.
24:22 Gud, udfri Israel * af alle dets trængsler!
℣. Herre, skænk dem * den evige hvile.
℟. Og lad det evige lys * lyse for dem.

Ant. Lord, remember not the sins of my youth, nor my transgressions.
Ant. Credo vidére * bona Dómini in terra vivéntium.
Psalmus 26 [6]
26:1 Dóminus illuminátio mea, et salus mea, * quem timébo?
26:1 Dóminus protéctor vitæ meæ, * a quo trepidábo?
26:2 Dum apprópiant super me nocéntes, * ut edant carnes meas:
26:2 Qui tríbulant me inimíci mei, * ipsi infirmáti sunt, et cecidérunt.
26:3 Si consístant advérsum me castra, * non timébit cor meum.
26:3 Si exsúrgat advérsum me prǽlium, * in hoc ego sperábo.
26:4 Unam pétii a Dómino, hanc requíram, * ut inhábitem in domo Dómini ómnibus diébus vitæ meæ:
26:4 Ut vídeam voluptátem Dómini, * et vísitem templum eius.
26:5 Quóniam abscóndit me in tabernáculo suo: * in die malórum protéxit me in abscóndito tabernáculi sui.
26:6 In petra exaltávit me: * et nunc exaltávit caput meum super inimícos meos.
26:6 Circuívi, et immolávi in tabernáculo eius hóstiam vociferatiónis: * cantábo, et psalmum dicam Dómino.
26:7 Exáudi, Dómine, vocem meam, qua clamávi ad te: * miserére mei, et exáudi me.
26:8 Tibi dixit cor meum, exquisívit te fácies mea: * fáciem tuam, Dómine, requíram.
26:9 Ne avértas fáciem tuam a me: * ne declínes in ira a servo tuo.
26:9 Adiútor meus esto: * ne derelínquas me, neque despícias me, Deus, salutáris meus.
26:10 Quóniam pater meus, et mater mea dereliquérunt me: * Dóminus autem assúmpsit me.
26:11 Legem pone mihi, Dómine, in via tua: * et dírige me in sémitam rectam propter inimícos meos.
26:12 Ne tradíderis me in ánimas tribulántium me: * quóniam insurrexérunt in me testes iníqui, et mentíta est iníquitas sibi.
26:13 Credo vidére bona Dómini * in terra vivéntium.
26:14 Exspécta Dóminum, viríliter age: * et confortétur cor tuum, et sústine Dóminum.
℣. Réquiem ætérnam * dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua * lúceat eis.

Ant. Credo vidére bona Dómini in terra vivéntium.
Ant. I believe that I shall yet see the goodness of the Lord * in the land of the living.
Psalm 26 [6]
26:1 Herren er mit lys og min frelse, * hvem skal jeg da frygte?
26:1 Herren er værn for mit liv, * hvem skal jeg da være bange for?
26:2 Når de onde nærmer sig * for at fortære mig,
26:2 De, som er mine fjender og modstandere, * skal de snuble og falde.
26:3 Selv om en hær belejrer mig, * er mit hjerte uden frygt;
26:3 Selv om der føres krig imod mig, * er jeg dog tryg.
26:4 Kun ét ønsker jeg fra Herren, kun det længes jeg efter: * At bo i Herrens hus, så længe jeg lever,
26:4 Så jeg kan fryde mig over Herrens herlighed * og søge svar fra ham i hans tempel.
26:5 Han gemmer mig i sin hytte * på ulykkens dag, han skjuler mig i sit telt
26:6 Og løfter mig op på klippen. * Nu knejser mit hoved over fjender,
26:6 Der omringer mig. I hans telt vil jeg bringe frydesangs ofre, * jeg vil synge og spille for Herren.
26:7 Hør mig, Herre, når jeg råber, * vær mig nådig og svar mig!
26:8 Jeg husker, at du siger: »I skal søge mit ansigt!« * Herre, jeg søger dit ansigt,
26:9 Skjul ikke dit ansigt for mig; * vis ikke din tjener bort i vrede,
26:9 Thi du er min hjælp. * Forkast mig ikke, svigt mig ikke, min frelses Gud!
26:10 Min far og mor har forladt mig, * men Herren tager mig til sig.
26:11 Vis mig din vej, Herre, * før mig ad den jævne sti til værn mod mine fjender.
26:12 Overgiv mig ikke i mine fjenders vold, * for falske vidner har rejst sig mod mig, de udspyr løgn.
26:13 Men jeg stoler på, at jeg skal se Herrens godhed * i de levendes land.
26:14 Sæt dit håb til Herren, vær stærk, * fat mod, sæt dit håb til Herren!
℣. Herre, skænk dem * den evige hvile.
℟. Og lad det evige lys * lyse for dem.

Ant. I believe that I shall yet see the goodness of the Lord in the land of the living.
℣. Cóllocet eos Dóminus cum princípibus.
℟. Cum princípibus pópuli sui.
℣. May the Lord set them with princes;
℟. Even with the princes of his people.
Pater noster, qui es in cælis, sanctificétur nomen tuum: advéniat regnum tuum: fiat volúntas tua, sicut in cælo et in terra. Panem nostrum cotidiánum da nobis hódie: et dimítte nobis débita nostra, sicut et nos dimíttimus debitóribus nostris: et ne nos indúcas in tentatiónem: sed líbera nos a malo. Amen.


Lectio 4
Iob 13:22-28
22 Respónde mihi.
23 Quantas hábeo iniquitátes et peccáta? scélera mea et delícta osténde mihi.
24 Cur fáciem tuam abscóndis, et arbitráris me inimícum tuum?
25 Contra fólium, quod vento rápitur, osténdis poténtiam tuam, et stípulam siccam perséqueris:
26 Scribis enim contra me amaritúdines, et consúmere me vis peccátis adolescéntiæ meæ.
27 Posuísti in nervo pedem meum, et observásti omnes sémitas meas, et vestígia pedum meórum considerásti:
28 Qui quasi putrédo consuméndus sum, et quasi vestiméntum quod coméditur a tínea.

℟. Meménto mei, Deus, quia ventus est vita mea,
* Nec aspíciat me visus hóminis.
℣. De profúndis clamávi ad te, Dómine: Dómine, exáudi vocem meam.
℟. Nec aspíciat me visus hóminis.
Fader vor, du som er i himlene, Helliget vorde dit navn. Komme dit rige. Ske din vilje som i himlen, således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød. Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Og led os ikke i fristelse: Men fri os fra det onde. Amen.
Fader vor, du som er i himlene!


Reading 4
Job 13:22-28
22 Answer me.
23 How many are my iniquities and sins? make me know my crimes and offences.
24 Why hidest thou thy face, and thinkest me thy enemy?
25 Against a leaf, that is carried away with the wind, thou showest thy power, and thou pursuest a dry straw.
26 For thou writest bitter things against me, and wilt consume me for the sins of my youth.
27 Thou hast put my feet in the stocks, and hast observed all my paths, and hast considered the steps of my feet:
28 Who am to be consumed as rottenness, and as a garment that is moth-eaten.

℟. Remember, O God, that my life is wind.
* The eye of him that hath seen me shall see me no more.
℣. Out of the depths have I cried unto thee, O Lord! Lord, hear my voice.
℟. The eye of him that hath seen me shall see me no more.


Lectio 5
Iob 14:1-6
1 Homo natus de mulíere, brevi vivens témpore, replétur multis misériis.
2 Qui quasi flos egréditur et contéritur, et fugit velut umbra, et nunquam in eódem statu pérmanet.
3 Et dignum ducis super huiuscémodi aperíre óculos tuos, et addúcere eum tecum in iudícium?
4 Quis potest fácere mundum de immúndo concéptum sémine? Nonne tu qui solus es?
5 Breves dies hóminis sunt: númerus ménsium eius apud te est: constituísti términos eius, qui præteríri non póterunt.
6 Recéde páululum ab eo, ut quiéscat, donec optáta véniat, sicut mercenárii, dies eius.

℟. Hei mihi, Dómine, quia peccávi nimis in vita mea: Quid fáciam, miser? ubi fúgiam, nisi ad te, Deus meus?
* Miserére mei, dum véneris in novíssimo die.
℣. Anima mea turbáta est valde, sed tu, Dómine, succúrre ei.
℟. Miserére mei, dum véneris in novíssimo die.


Reading 5
Job 14:1-6
1 Man born of a woman, living for a short time, is filled with many miseries.
2 Who cometh forth like a flower, and is destroyed, and fleeth as a shadow, and never continueth in the same state.
3 And dost thou think it meet to open thy eyes upon such an one, and to bring him into judgment with thee?
4 Who can make him clean that is conceived of unclean seed? is it not thou who only art?
5 The days of man are short, and the number of his months is with thee: thou hast appointed his bounds which cannot be passed.
6 Depart a little from him, that he may rest, until his wished for day come, as that of the hireling

℟. Woe is me, O Lord! for I have sinned greatly in my life. I am smitten what shall I do? Whither shall I flee but unto thee, O my God?
* Have mercy upon me, when Thou comest at the latter day.
℣. My soul is sore vexed, but Thou, O Lord, help me.
℟. Have mercy upon me, when Thou comest at the latter day.


Lectio 6
Iob 14:13-16
13 Quis mihi hoc tríbuat, ut in inférno prótegas me, et abscóndas me donec pertránseat furor tuus, et constítuas mihi tempus in quo recordéris mei?
14 Putásne mórtuus homo rursum vivat? cunctis diébus quibus nunc mílito, expécto donec véniat immutátio mea.
15 Vocábis me, et ego respondébo tibi: óperi mánuum tuárum porríges déxteram.
16 Tu quidem gressus meos dinumerásti: sed parce peccátis meis.

℟. Ne recordéris peccáta mea, Dómine,
* Dum véneris iudicáre sǽculum per ignem.
℣. Dírige, Dómine, Deus meus, in conspéctu tuo viam meam.
℟. Dum véneris iudicáre sǽculum per ignem.
℣. Réquiem ætérnam * dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua * lúceat eis.
℟. Dum véneris iudicáre sǽculum per ignem.


Reading 6
Job 14:13-16
13 Who will grant me this, that thou mayst protect me in hell, and hide me till thy wrath pass, and appoint me a time when thou wilt remember me?
14 Shall man that is dead, thinkest thou, live again? all the days in which I am now in warfare, I expect until my change come.
15 Thou shalt call me, and I will answer thee: to the work of thy hands thou shalt reach out thy right hand.
16 Thou indeed hast numbered my steps, but spare my sins.

℟. Hold not my sins in remembrance, O Lord,
* When thou comest to judge the world by fire.
℣. Make my way straight before thy face, O Lord my God.
℟. When thou comest to judge the world by fire.
℣. Herre, skænk dem * den evige hvile.
℟. Og lad det evige lys * lyse for dem.
℟. When thou comest to judge the world by fire.
Nocturn III.
Ant. Compláceat * tibi, Dómine, ut erípias me: Dómine, ad adiuvándum me réspice.
Psalmus 39 [7]
39:2 Exspéctans exspectávi Dóminum, * et inténdit mihi.
39:3 Et exaudívit preces meas: * et edúxit me de lacu misériæ, et de luto fæcis.
39:3 Et státuit super petram pedes meos: * et diréxit gressus meos.
39:4 Et immísit in os meum cánticum novum, * carmen Deo nostro.
39:4 Vidébunt multi, et timébunt: * et sperábunt in Dómino.
39:5 Beátus vir, cuius est nomen Dómini spes eius: * et non respéxit in vanitátes et insánias falsas.
39:6 Multa fecísti tu, Dómine, Deus meus, mirabília tua: * et cogitatiónibus tuis non est qui símilis sit tibi.
39:6 Annuntiávi et locútus sum: * multiplicáti sunt super númerum.
39:7 Sacrifícium et oblatiónem noluísti: * aures autem perfecísti mihi.
39:7 Holocáustum et pro peccáto non postulásti: * tunc dixi: Ecce, vénio.
39:8 In cápite libri scriptum est de me ut fácerem voluntátem tuam: * Deus meus, vólui, et legem tuam in médio cordis mei.
39:10 Annuntiávi iustítiam tuam in ecclésia magna, * ecce, lábia mea non prohibébo: Dómine, tu scisti.
39:11 Iustítiam tuam non abscóndi in corde meo: * veritátem tuam et salutáre tuum dixi.
39:11 Non abscóndi misericórdiam tuam et veritátem tuam * a concílio multo.
39:12 Tu autem, Dómine, ne longe fácias miseratiónes tuas a me: * misericórdia tua et véritas tua semper suscepérunt me.
39:13 Quóniam circumdedérunt me mala, quorum non est númerus: * comprehendérunt me iniquitátes meæ, et non pótui ut vidérem.
39:13 Multiplicátæ sunt super capíllos cápitis mei: * et cor meum derelíquit me.
39:14 Compláceat tibi, Dómine, ut éruas me: * Dómine, ad adiuvándum me réspice.
39:15 Confundántur et revereántur simul, qui quærunt ánimam meam, * ut áuferant eam.
39:15 Convertántur retrórsum, et revereántur, * qui volunt mihi mala.
39:16 Ferant conféstim confusiónem suam, * qui dicunt mihi: Euge, euge.
39:17 Exsúltent et læténtur super te omnes quæréntes te: * et dicant semper: Magnificétur Dóminus: qui díligunt salutáre tuum.
39:18 Ego autem mendícus sum, et pauper: * Dóminus sollícitus est mei.
39:18 Adiútor meus, et protéctor meus tu es: * Deus meus, ne tardáveris.
℣. Réquiem ætérnam * dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua * lúceat eis.

Ant. Compláceat tibi, Dómine, ut erípias me: Dómine, ad adiuvándum me réspice.
Nocturn III.
Ant. Be pleased, O Lord, to deliver me * O Lord, look upon me to help me.
Psalm 39 [7]
39:2 Jeg satte alt mit håb til Herren, * og han bøjede sig ned til mig
39:3 Og hørte mit råb om hjælp; * han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd;
39:3 Han satte min fod på klippen, * så jeg stod fast.
39:4 Han lagde mig en ny sang i munden, * en lovsang til vor Gud.
39:4 Mange skal se det og frygte, * og de skal stole på Herren.
39:5 Lykkelig den mand, der tager sin tilflugt til Herren * og ikke vender sig til dæmoner og til dem, der søger løgneguder.
39:6 Store ting har du gjort; Herre min Gud, dine underfulde handlinger * og planer er til gavn for os; ingen står mål med dig!
39:6 Jeg vil fortælle og berette om dem, * men de er for mange, de kan ikke opregnes.
39:7 Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have * du har åbnet mine ører,
39:7 Brændoffer og syndoffer ønsker du ikke. * Da siger jeg: Se, jeg er kommet
39:8 I bogrullen er der skrevet om mig; jeg ønsker at gøre din vilje, * Gud, din lov er i mit indre.
39:10 Jeg vil forkynde, hvad der er ret, i den store forsamling, * jeg holder ikke mine læber lukkede, det ved du, Herre!
39:11 Jeg holder ikke din retfærdighed skjult inde i mit hjerte, * jeg taler om din trofasthed og frelse;
39:11 Jeg tier ikke stille med din godhed og troskab * i den store forsamling.
39:12 Din barmhjertighed, Herre, vil du ikke holde tilbage fra mig; * din godhed og troskab skal altid beskytte mig.
39:13 Talløse ulykker omgiver mig, * mine synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se;
39:13 De er flere end hårene på mit hoved, * og modet svigter mig.
39:14 Vær nådig, Herre, og red mig, * skynd dig til hjælp, Herre!
39:15 Alle, som stræber mig efter livet, * skal blive til spot og spe;
39:15 De, som vil min ulykke, * skal vige tilbage med skam.
39:16 De, som siger: Ha, ha! til mig, * skal gyse over deres skændsel.
39:17 Men alle, der søger dig, skal fryde og glæde sig over dig; * de, der elsker din frelse, skal altid sige: Herren er stor!
39:18 Jeg er hjælpeløs og fattig, * Herren vil tage sig af mig.
39:18 Du er min hjælper og befrier, * tøv ikke, min Gud!
℣. Herre, skænk dem * den evige hvile.
℟. Og lad det evige lys * lyse for dem.

Ant. Be pleased, O Lord, to deliver me O Lord, look upon me to help me.
Ant. Sana, Dómine, * ánimam meam, quia peccávi tibi.
Psalmus 40 [8]
40:2 Beátus qui intéllegit super egénum, et páuperem: * in die mala liberábit eum Dóminus.
40:3 Dóminus consérvet eum, et vivíficet eum, et beátum fáciat eum in terra: * et non tradat eum in ánimam inimicórum eius.
40:4 Dóminus opem ferat illi super lectum dolóris eius: * univérsum stratum eius versásti in infirmitáte eius.
40:5 Ego dixi: Dómine, miserére mei: * sana ánimam meam, quia peccávi tibi.
40:6 Inimíci mei dixérunt mala mihi: * Quando moriétur, et períbit nomen eius?
40:7 Et si ingrediebátur ut vidéret, vana loquebátur: * cor eius congregávit iniquitátem sibi.
40:7 Egrediebátur foras, * et loquebátur in idípsum.
40:8 Advérsum me susurrábant omnes inimíci mei: * advérsum me cogitábant mala mihi.
40:9 Verbum iníquum constituérunt advérsum me: * Numquid qui dormit non adíciet ut resúrgat?
40:10 Étenim homo pacis meæ, in quo sperávi: * qui edébat panes meos, magnificávit super me supplantatiónem.
40:11 Tu autem, Dómine, miserére mei, et resúscita me: * et retríbuam eis.
40:12 In hoc cognóvi quóniam voluísti me: * quóniam non gaudébit inimícus meus super me.
40:13 Me autem propter innocéntiam suscepísti: * et confirmásti me in conspéctu tuo in ætérnum.
40:14 Benedíctus Dóminus, Deus Israël, a sǽculo et usque in sǽculum: * fiat, fiat.
℣. Réquiem ætérnam * dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua * lúceat eis.

Ant. Sana, Dómine, ánimam meam, quia peccávi tibi.
Ant. Lord, heal my soul; * for I have sinned against thee.
Psalm 40 [8]
40:2 Lykkelig den, der har omsorg for den svage, * på ulykkens dag redder Herren ham.
40:3 Herren beskytter ham og giver ham liv, han prises lykkelig i landet. * Giv ham ikke i hans fjenders vold!
40:4 Herren støtter ham på sygelejet, * hver gang han ligger syg, gør du ham rask.
40:5 Jeg siger: Herre, vær mig nådig, * helbred mig, for jeg har syndet mod dig.
40:6 Mine fjender taler ondt imod mig: * Gid han snart vil dø og hans navn forsvinde!
40:7 Hvis en kommer på besøg, hykler han; * han samler ondskabsfuldheder,
40:7 Og så går han ud * og fortæller det.
40:8 Alle, der hader mig, hvisker om mig, * de udtænker ondt imod mig:
40:9 Noget grufuldt har ramt ham; * han ligger der og skal ikke mere rejse sig!
40:10 Selv min ven, som jeg stolede på, * og som spiste brødet med mig, har løftet hælen imod mig.
40:11 Men du, Herre, vær mig nådig og rejs mig, * så jeg kan gøre gengæld mod dem.
40:12 Når min fjende ikke kan triumfere over mig, * så ved jeg, at du holder af mig.
40:13 Du støtter mig, fordi jeg er uskyldig, * og du vil altid lade mig stå for dit ansigt.
40:14 Lovet være Herren, Israels Gud, fra evighed og til evighed. * Amen, amen.
℣. Herre, skænk dem * den evige hvile.
℟. Og lad det evige lys * lyse for dem.

Ant. Lord, heal my soul; for I have sinned against thee.
Ant. Sitívit * ánima mea ad Deum vivum: quando véniam, et apparébo ante fáciem Dómini?
Psalmus 41 [9]
41:2 Quemádmodum desíderat cervus ad fontes aquárum: * ita desíderat ánima mea ad te, Deus.
41:3 Sitívit ánima mea ad Deum fortem vivum: * quando véniam, et apparébo ante fáciem Dei?
41:4 Fuérunt mihi lácrimæ meæ panes die ac nocte: * dum dícitur mihi cotídie: Ubi est Deus tuus?
41:5 Hæc recordátus sum, et effúdi in me ánimam meam: * quóniam transíbo in locum tabernáculi admirábilis, usque ad domum Dei.
41:5 In voce exsultatiónis, et confessiónis: * sonus epulántis.
41:6 Quare tristis es, ánima mea? * et quare contúrbas me?
41:6 Spera in Deo, quóniam adhuc confitébor illi: * salutáre vultus mei, et Deus meus.
41:7 Ad meípsum ánima mea conturbáta est: * proptérea memor ero tui de terra Iordánis, et Hermóniim a monte módico.
41:8 Abýssus abýssum ínvocat, * in voce cataractárum tuárum.
41:8 Ómnia excélsa tua, et fluctus tui * super me transiérunt.
41:9 In die mandávit Dóminus misericórdiam suam: * et nocte cánticum eius.
41:9 Apud me orátio Deo vitæ meæ, * dicam Deo: Suscéptor meus es.
41:10 Quare oblítus es mei? * et quare contristátus incédo, dum afflígit me inimícus?
41:11 Dum confringúntur ossa mea, * exprobravérunt mihi qui tríbulant me inimíci mei.
41:11 Dum dicunt mihi per síngulos dies: Ubi est Deus tuus? * quare tristis es, ánima mea? et quare contúrbas me?
41:12 Spera in Deo, quóniam adhuc confitébor illi: * salutáre vultus mei, et Deus meus.
℣. Réquiem ætérnam * dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua * lúceat eis.

Ant. Sitívit ánima mea ad Deum vivum: quando véniam, et apparébo ante fáciem Dómini?
Ant. My soul thirsteth for the living God; * when shall I come and appear before God?
Psalm 41 [9]
41:2 Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, * sådan skriger min sjæl efter dig, Gud.
41:3 Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud. * Hvornår kan jeg komme og se Guds ansigt?
41:4 Tårer er blevet mit brød dag og nat, * når de dagen lang spørger mig: Hvor er din Gud?
41:5 Jeg husker det og udøser min fortvivlelse: * Jeg gik i festskaren, jeg vandrede til Guds hus
41:5 Under jubelråb og takkesange * i valfartsskaren.
41:6 Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl? * Hvorfor skælver du i mig?
41:6 Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny, * min frelser og min Gud.
41:7 Min sjæl er fortvivlet, * derfor tænker jeg på dig fra Jordans og Hermons egne, fra Mis'ars bjerg.
41:8 Havdyb råber til havdyb, * når dine strømme bruser;
41:8 Alle dine brændinger og bølger * skyller hen over mig.
41:9 Om dagen sender Herren sin godhed, * om natten lovsynger jeg ham
41:9 Og beder til den levende Gud. * Jeg siger til Gud, min klippe:
41:10 Hvorfor har du glemt mig? * Hvorfor skal jeg vandre i sorg plaget af fjenden?
41:11 Det går mig til marv og ben, * mine fjender håner mig
41:11 Og spørger mig dagen lang: Hvor er din Gud? * Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl? Hvorfor skælver du i mig?
41:12 Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny, * min frelser og min Gud.
℣. Herre, skænk dem * den evige hvile.
℟. Og lad det evige lys * lyse for dem.

Ant. My soul thirsteth for the living God; when shall I come and appear before God?
℣. Ne tradas béstiis ánimas confiténtes tibi.
℟. Et ánimas páuperum tuórum ne obliviscáris in finem.
℣. O deliver not unto beasts the souls of them that praise thee!
℟. And forget not the souls of thy poor for ever.
Pater noster, qui es in cælis, sanctificétur nomen tuum: advéniat regnum tuum: fiat volúntas tua, sicut in cælo et in terra. Panem nostrum cotidiánum da nobis hódie: et dimítte nobis débita nostra, sicut et nos dimíttimus debitóribus nostris: et ne nos indúcas in tentatiónem: sed líbera nos a malo. Amen.


Lectio 7
Iob 17:1-3; 17:11-15
1 Spíritus meus attenuábitur; dies mei breviabúntur: et solum mihi súperest sepúlchrum.
2 Non peccávi, et in amaritudínibus morátur óculus meus.
3 Líbera me, Dómine, et pone me iuxta te, et cuiúsvis manus pugnet contra me.
11 Dies mei transiérunt; cogitatiónes meæ dissipátæ sunt, torquéntes cor meum.
12 Noctem vertérunt in diem, et rursum post ténebras spero lucem.
13 Si sustinúero, inférnus domus mea est, et in ténebris stravi léctulum meum.
14 Putrédini dixi: Pater meus es; Mater mea, et soror mea, vérmibus.
15 Ubi est ergo nunc præstolátio mea? et patiéntiam meam quis consíderat?

℟. Peccántem me cotídie, et non me pœniténtem, timor mortis contúrbat me:
* Quia in inférno nulla est redémptio, miserére mei, Deus, et salva me.
℣. Deus, in nómine tuo salvum me fac, et in virtúte tua líbera me.
℟. Quia in inférno nulla est redémptio, miserére mei, Deus, et salva me.
Fader vor, du som er i himlene, Helliget vorde dit navn. Komme dit rige. Ske din vilje som i himlen, således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød. Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Og led os ikke i fristelse: Men fri os fra det onde. Amen.
Fader vor, du som er i himlene!


Reading 7
Job 17:1-3; 17:11-15
1 My spirit shall be wasted, my days shall be shortened, and only the grave remaineth for me.
2 I have not sinned, and my eye abideth in bitterness.
3 Deliver me O Lord, and set me beside thee, and let any man's hand fight against me.
11 My days have passed away, my thoughts are dissipated, tormenting my heart.
12 They have turned night into day, and after darkness I hope for light again.
13 If I wait hell is my house, and I have made my bed in darkness.
14 If I have said to rottenness: thou art my father; to worms, my mother and my sister.
15 Where is now then my expectation, and who considereth my patience?

℟. Forasmuch as I sin daily, and repent not, the fear of death troubleth me.
* O God, have mercy upon me, and save me, for in hell there is no redemption.
℣. Save me, O God, by thy name, and judge me in thy strength.
℟. O God, have mercy upon me, and save me, for in hell there is no redemption.


Lectio 8
Iob 19:20-27
20 Pelli meæ, consúmptis cárnibus, adhǽsit os meum, et derelícta sunt tantúmmodo lábia circa dentes meos.
21 Miserémini mei, miserémini mei saltem vos, amíci mei, quia manus Dómini tétigit me.
22 Quare persequímini me sicut Deus, et cárnibus meis saturámini?
23 Quis mihi tríbuat ut scribántur sermónes mei? quis mihi det ut exaréntur in libro
24 Stylo férreo et plumbi lámina, vel celte sculpántur in sílice?
25 Scio enim quod redémptor meus vivit, et in novíssimo die de terra surrectúrus sum:
26 Et rursum circúmdabor pelle mea, et in carne mea vidébo Deum meum:
27 Quem visúrus sum ego ipse, et óculi mei conspectúri sunt, et non álius: repósita est hæc spes mea in sinu meo.

℟. Dómine, secúndum actum meum noli me iudicáre: nihil dignum in conspéctu tuo egi; ídeo déprecor maiestátem tuam,
* Ut tu, Deus, déleas iniquitátem meam.
℣. Amplius lava me, Dómine, ab iniustítia mea, et a delícto meo munda me.
℟. Ut tu, Deus, déleas iniquitátem meam.


Reading 8
Job 19:20-27
20 The flesh being consumed. My bone hath cleaved to my skin, and nothing but lips are left about my teeth.
21 Have pity on me, have pity on me, at least you my friends, because the hand of the Lord hath touched me.
22 Why do you persecute me as God, and glut yourselves with my flesh?
23 Who will grant me that my words may be written? Who will grant me that they may be marked down in a book?
24 With an iron pen and in a plate of lead, or else be graven with an instrument in flint stone.
25 For I know that my Redeemer liveth, and in the last day I shall rise out of the earth.
26 And I shall be clothed again with my skin, and in my flesh I will see my God.
27 Whom I myself shall see, and my eyes shall behold, and not another: this my hope is laid up in my bosom.

℟. O Lord, judge me not according to my works; for I have done nothing that can be counted in respect of thee. I beseech thy majesty therefore, that thou wouldest
* Blot out my transgressions, O God.
℣. Lord, wash me thoroughly from mine iniquity and cleanse me from my sin.
℟. Blot out my transgressions, O God.


Lectio 9
Iob 10:18-22
18 Quare de vulva eduxísti me? qui útinam consúmptus essem, ne óculus me vidéret.
19 Fuíssem quasi non essem, de útero translátus ad túmulum.
20 Numquid non páucitas diérum meórum finiétur brevi? dimítte ergo me, ut plangam páululum dolórem meum,
21 Ántequam vadam, et non revértar, ad terram tenebrósam, et opértam mortis calígine:
22 Terram misériæ et tenebrárum, ubi umbra mortis et nullus ordo, sed sempitérnus horror inhábitat.

℟. Líbera me, Dómine, de viis inférni, qui portas ǽreas confregísti: et visitásti inférnum, et dedísti eis lumen, ut vidérent te:
* Qui erant in pœnis tenebrárum.
℣. Clamántes et dicéntes: Advenísti, Redémptor noster.
℟. Qui erant in pœnis tenebrárum.
℣. Réquiem ætérnam * dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua * lúceat eis.
℟. Qui erant in pœnis tenebrárum.


Reading 9
Job 10:18-22
18 Why didst thou bring me forth out of the womb: O that I had been consumed that eye might not see me!
19 I should have been as if I had not been, carried from the womb to the grave.
20 Shall not the fewness of my days be ended shortly? suffer me, therefore, that I may lament my sorrow a little:
21 Before I go, and return no more, to a land that is dark and covered with the mist of death:
22 A land of misery and darkness, where the shadow of death, and no order, but everlasting horror dwelleth.

℟. Deliver me from the ways of hell, O Lord, Who didst break the gates of brass in sunder, and didst descend into hell, and give them light,
* That they that sat in affliction and darkness might behold thee.
℣. Crying and saying, Thou hast come, O our Redeemer
℟. That they that sat in affliction and darkness might behold thee.
℣. Herre, skænk dem * den evige hvile.
℟. Og lad det evige lys * lyse for dem.
℟. That they that sat in affliction and darkness might behold thee.
Oratio {Votiva}

Pater noster, qui es in cælis, sanctificétur nomen tuum: advéniat regnum tuum: fiat volúntas tua, sicut in cælo et in terra. Panem nostrum cotidiánum da nobis hódie: et dimítte nobis débita nostra, sicut et nos dimíttimus debitóribus nostris:
℣. Et ne nos indúcas in tentatiónem:
℟. Sed líbera nos a malo.

℣. A porta ínferi.
℟. Erue, Dómine, ánimas eórum.
℣. Requiéscant in pace.
℟. Amen.
℣. Dómine, exáudi oratiónem meam.
℟. Et clamor meus ad te véniat.
secunda 'Domine, exaudi' omittitur

Orémus.
Fidélium, Deus, ómnium Cónditor et Redémptor, animábus famulórum famularúmque tuárum remissiónem cunctórum tríbue peccatórum: ut indulgéntiam, quam semper optavérunt, piis supplicatiónibus consequántur:
Qui vivis et regnas cum Deo Patre, in unitáte Spíritus Sancti, Deus, per ómnia sǽcula sæculórum.
℟. Amen.

Reliqua omittuntur, nisi Laudes separandæ sint.
Prayer {Votive}

Fader vor, du som er i himlene, Helliget vorde dit navn. Komme dit rige. Ske din vilje som i himlen, således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød. Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.
℣. Og led os ikke i fristelse:
℟. Men fri os fra det onde.

℣. From the gates of hell.
℟. Deliver their souls, O Lord!
℣. May they rest in peace.
℟. Amen.
℣. O Lord, hear my prayer.
℟. And let my cry come unto thee.
skip second 'O Lord, hear my prayer'

Lad os bede.
O God, who art thyself at once the Maker and the Redeemer of all thy faithful ones, grant unto the souls of thy servants and handmaids remission of all their sins, making of our entreaties unto our great Father a mean whereby they may have that forgiveness which they have ever hoped for.
Du, som lever og råder med Gud Fader i Helligåndens enhed, Gud, fra evighed til evighed.
℟. Amen

Skip the rest, unless praying Lauds separately.
Conclusio
℣. Réquiem ætérnam dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua lúceat eis.
℣. Requiéscant in pace.
℟. Amen.
Conclusion
℣. O Lord, grant them eternal rest.
℟. And let the everlasting light shine upon them.
℣. May they rest in peace.
℟. Amen.

Ad Laudes

Incipit{omittitur}
Start{omit}
Psalmi {Laudes:1 Psalmi et antiphonæ Votiva}
Ant. Exsultábunt Dómino * ossa humiliáta.
Psalmus 50 [1]
50:3 Miserére mei, Deus, * secúndum magnam misericórdiam tuam.
50:3 Et secúndum multitúdinem miseratiónum tuárum, * dele iniquitátem meam.
50:4 Ámplius lava me ab iniquitáte mea: * et a peccáto meo munda me.
50:5 Quóniam iniquitátem meam ego cognósco: * et peccátum meum contra me est semper.
50:6 Tibi soli peccávi, et malum coram te feci: * ut iustificéris in sermónibus tuis, et vincas cum iudicáris.
50:7 Ecce enim, in iniquitátibus concéptus sum: * et in peccátis concépit me mater mea.
50:8 Ecce enim, veritátem dilexísti: * incérta et occúlta sapiéntiæ tuæ manifestásti mihi.
50:9 Aspérges me hyssópo, et mundábor: * lavábis me, et super nivem dealbábor.
50:10 Audítui meo dabis gáudium et lætítiam: * et exsultábunt ossa humiliáta.
50:11 Avérte fáciem tuam a peccátis meis: * et omnes iniquitátes meas dele.
50:12 Cor mundum crea in me, Deus: * et spíritum rectum ínnova in viscéribus meis.
50:13 Ne proícias me a fácie tua: * et spíritum sanctum tuum ne áuferas a me.
50:14 Redde mihi lætítiam salutáris tui: * et spíritu principáli confírma me.
50:15 Docébo iníquos vias tuas: * et ímpii ad te converténtur.
50:16 Líbera me de sanguínibus, Deus, Deus salútis meæ: * et exsultábit lingua mea iustítiam tuam.
50:17 Dómine, lábia mea apéries: * et os meum annuntiábit laudem tuam.
50:18 Quóniam si voluísses sacrifícium, dedíssem útique: * holocáustis non delectáberis.
50:19 Sacrifícium Deo spíritus contribulátus: * cor contrítum, et humiliátum, Deus, non despícies.
50:20 Benígne fac, Dómine, in bona voluntáte tua Sion: * ut ædificéntur muri Ierúsalem.
50:21 Tunc acceptábis sacrifícium iustítiæ, oblatiónes, et holocáusta: * tunc impónent super altáre tuum vítulos.
℣. Réquiem ætérnam * dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua * lúceat eis.

Ant. Exsultábunt Dómino ossa humiliáta.
Psalms {Laudes:1 Psalms and antiphons Votive}
Ant. The bones which thou hast broken * may rejoice.
Psalm 50 [1]
50:3 Gud, vær mig nådig * i din godhed,
50:3 Udslet mine overtrædelser * i din store barmhjertighed!
50:4 Vask mig fuldstændig ren for skyld, * rens mig for synd!
50:5 For jeg kender mine overtrædelser, * og min synd har jeg altid for øje.
50:6 Mod dig alene har jeg syndet, jeg har gjort, hvad der er ondt i dine øjne; * så er du retfærdig, når du anklager, og ren, når du dømmer.
50:7 I skyld har jeg været, fra jeg blev født, * i synd, fra min mor undfangede mig.
50:8 Du elsker sandhed * i det dunkle, du lærer mig visdom i det skjulte.
50:9 Rens mig med isop for synd, * vask mig hvidere end sne!
50:10 Forkynd mig fryd og glæde, * lad de knogler, du knuste, juble!
50:11 Vend dit ansigt bort fra mine synder * og udslet al min skyld!
50:12 Skab et rent hjerte i mig, Gud, * giv mig på ny en fast ånd!
50:13 Kast mig ikke bort fra dig, * og tag ikke din hellige ånd fra mig!
50:14 Lad mig atter frydes over din frelse, * styrk mig med en villig ånd!
50:15 Jeg vil lære lovbrydere dine veje, * så syndere kan vende om til dig.
50:16 Fri mig for blodskyld, Gud, min frelses Gud, * så min tunge kan juble over din retfærdighed.
50:17 Herre, åbn mine læber, * så min mund kan forkynde din pris.
50:18 For du vil ikke have slagtoffer, * og bringer jeg brændoffer, tager du ikke imod det;
50:19 Mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, * et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.
50:20 Gør i din nåde godt mod Zion, * opbyg Jerusalems mure!
50:21 Da vil du tage imod de rette ofre, brændoffer og heloffer; * da skal tyre ofres på dit alter.
℣. Herre, skænk dem * den evige hvile.
℟. Og lad det evige lys * lyse for dem.

Ant. The bones which thou hast broken may rejoice.
Ant. Exáudi, Dómine, * oratiónem meam: ad te omnis caro véniet.
Psalmus 64 [2]
64:2 Te decet hymnus, Deus, in Sion: * et tibi reddétur votum in Ierúsalem.
64:3 Exáudi oratiónem meam: * ad te omnis caro véniet.
64:4 Verba iniquórum prævaluérunt super nos: * et impietátibus nostris tu propitiáberis.
64:5 Beátus, quem elegísti, et assumpsísti: * inhabitábit in átriis tuis.
64:5 Replébimur in bonis domus tuæ: * sanctum est templum tuum, mirábile in æquitáte.
64:6 Exáudi nos, Deus, salutáris noster, * spes ómnium fínium terræ, et in mari longe.
64:7 Prǽparans montes in virtúte tua, accínctus poténtia: * qui contúrbas profúndum maris sonum flúctuum eius.
64:8 Turbabúntur gentes, et timébunt qui hábitant términos a signis tuis: * éxitus matutíni, et véspere delectábis.
64:10 Visitásti terram, et inebriásti eam: * multiplicásti locupletáre eam.
64:10 Flumen Dei replétum est aquis, parásti cibum illórum: * quóniam ita est præparátio eius.
64:11 Rivos eius inébria, multíplica genímina eius: * in stillicídiis eius lætábitur gérminans.
64:12 Benedíces corónæ anni benignitátis tuæ: * et campi tui replebúntur ubertáte.
64:13 Pinguéscent speciósa desérti: * et exsultatióne colles accingéntur.
64:14 Indúti sunt aríetes óvium, et valles abundábunt fruménto: * clamábunt, étenim hymnum dicent.
℣. Réquiem ætérnam * dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua * lúceat eis.

Ant. Exáudi, Dómine, oratiónem meam: ad te omnis caro véniet.
Ant. Lord, hear * my prayer; unto thee shall all flesh come.
Psalm 64 [2]
64:2 Dig skal vi lovprise, Gud på Zion, * vi indfrier vore løfter til dig,
64:3 Du, som hører vor bøn. * Til dig kommer alle mennesker
64:4 For deres synders skyld; * vore overtrædelser er for tunge for os, men du tilgiver dem.
64:5 Lykkelig den, du udvælger og bringer nær, * han bor i dine forgårde.
64:5 Vi mættes med gode gaver i dit hus, med helligheden i dit tempel. * I retfærdighed
64:6 Svarer du os med frygtindgydende gerninger, vor frelses Gud, * du, som er tilflugt helt til jordens ender og til det fjerne hav,
64:7 Du, som grundfæstede bjergene i din kraft, væbnet med styrke, * du, som dæmpede havenes brusen, bølgernes brusen
64:8 Og folkenes larm. De, der bor ved jordens ender, frygtede for dine tegn, * øst og vest fik du til at juble.
64:10 Du tager dig af landet og giver det regn, * du gør dets rigdom stor;
64:10 Guds bæk er fuld af vand, du sørger for kornet, * ja, det sørger du for.
64:11 Du væder plovfurerne og jævner pløjejorden, * du blødgør jorden med regnskyl og velsigner dens spirer.
64:12 Du kroner året med dine gode gaver, * dine hjulspor driver af fedme,
64:13 Selv øde græsgange drypper, * og højene ifører sig jubel.
64:14 Engene klæder sig i lam, dalene hyller sig i korn; * de jubler og synger.
℣. Herre, skænk dem * den evige hvile.
℟. Og lad det evige lys * lyse for dem.

Ant. Lord, hear my prayer; unto thee shall all flesh come.
Ant. Me suscépit * déxtera tua, Dómine.
Psalmus 62 [3]
62:2 Deus, Deus meus, * ad te de luce vígilo.
62:2 Sitívit in te ánima mea, * quam multiplíciter tibi caro mea.
62:3 In terra desérta, et ínvia, et inaquósa: * sic in sancto appárui tibi, ut vidérem virtútem tuam, et glóriam tuam.
62:4 Quóniam mélior est misericórdia tua super vitas: * lábia mea laudábunt te.
62:5 Sic benedícam te in vita mea: * et in nómine tuo levábo manus meas.
62:6 Sicut ádipe et pinguédine repleátur ánima mea: * et lábiis exsultatiónis laudábit os meum.
62:7 Si memor fui tui super stratum meum, in matutínis meditábor in te: * quia fuísti adiútor meus.
62:8 Et in velaménto alárum tuárum exsultábo, adhǽsit ánima mea post te: * me suscépit déxtera tua.
62:10 Ipsi vero in vanum quæsiérunt ánimam meam, introíbunt in inferióra terræ: * tradéntur in manus gládii, partes vúlpium erunt.
62:12 Rex vero lætábitur in Deo, laudabúntur omnes qui iurant in eo: * quia obstrúctum est os loquéntium iníqua.
℣. Réquiem ætérnam * dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua * lúceat eis.

Ant. Me suscépit déxtera tua, Dómine.
Ant. Thy right hand * upholdeth me.
Psalm 62 [3]
62:2 Gud, du er min Gud, * jeg søger dig,
62:2 Min sjæl tørster efter dig, * min krop længes efter dig
62:3 I det tørre, udpinte, vandløse land. * Ja, jeg vil skue dig i helligdommen og se din magt og herlighed,
62:4 For din troskab er bedre end livet. * Mine læber skal lovsynge dig,
62:5 Ja, jeg vil prise dig hele mit liv, * i dit navn vil jeg løfte mine hænder.
62:6 Min sjæl mættes som af fede retter, * og min mund lovpriser dig med jublende læber,
62:7 Når jeg på mit leje husker dig og tænker på dig i nattetimerne. * For du er blevet min hjælp,
62:8 Og jeg jubler i dine vingers skygge. Min sjæl hænger ved dig, * og din højre hånd holder mig fast.
62:10 Men de, der stræber mig efter livet, skal gå ned i jordens dyb; * de skal overgives til sværdet og blive bytte for rævene.
62:12 Kongen glæder sig over Gud, alle, der sværger ved ham, skal prise sig lykkelige, * for munden lukkes på løgnerne.
℣. Herre, skænk dem * den evige hvile.
℟. Og lad det evige lys * lyse for dem.

Ant. Thy right hand upholdeth me.
Ant. A porta ínferi * érue, Dómine, ánimam meam.
Canticum Ezechiæ [4]
Isa 38:10-24
38:10 Ego dixi: In dimídio diérum meórum * vadam ad portas ínferi.
38:11 Quæsívi resíduum annórum meórum. * Dixi: Non vidébo Dóminum Deum in terra vivéntium.
38:12 Non aspíciam hóminem ultra, * et habitatórem quiétis.
38:13 Generátio mea abláta est, et convolúta est a me, * quasi tabernáculum pastórum.
38:14 Præcísa est velut a texénte, vita mea: dum adhuc ordírer, succídit me: * de mane usque ad vésperam fínies me.
38:15 Sperábam usque ad mane, * quasi leo sic contrívit ómnia ossa mea:
38:16 De mane usque ad vésperam fínies me: * sicut pullus hirúndinis sic clamábo, meditábor ut colúmba:
38:17 Attenuáti sunt óculi mei, * suspiciéntes in excélsum.
38:18 Dómine, vim pátior, respónde pro me. * Quid dicam, aut quid respondébit mihi, cum ipse fécerit?
38:19 Recogitábo tibi omnes annos meos * in amaritúdine ánimæ meæ.
38:20 Dómine, si sic vívitur, et in tálibus vita spíritus mei, corrípies me, et vivificábis me. * Ecce, in pace amaritúdo mea amaríssima:
38:21 Tu autem eruísti ánimam meam ut non períret: * proiecísti post tergum tuum ómnia peccáta mea.
38:22 Quia non inférnus confitébitur tibi, neque mors laudábit te: * non exspectábunt qui descéndunt in lacum, veritátem tuam.
38:23 Vivens vivens ipse confitébitur tibi, sicut et ego hódie: * pater fíliis notam fáciet veritátem tuam.
38:24 Dómine, salvum me fac * et psalmos nostros cantábimus cunctis diébus vitæ nostræ in domo Dómini.
℣. Réquiem ætérnam * dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua * lúceat eis.

Ant. A porta ínferi érue, Dómine, ánimam meam.
Ant. From the gates of hell * deliver my soul, O Lord.
Hizkijas lovsang [4]
Es 38:10-20
38:10 Jeg sagde: Midt i mit liv * går jeg bort, i dødsrigets porte
38:10 Holdes jeg fanget resten af mine år. * Jeg sagde: Jeg får ikke mere Herren at se i de levendes land,
38:11 Jeg får ikke mere noget menneske at se * blandt dem, der bor i verden.
38:12 Min bolig tages ned og pakkes sammen * som et hyrdetelt.
38:12 Som en væver har du rullet mit liv op og skåret trådene over. * Fra dag til nat prisgav du mig;
38:13 Jeg råbte om hjælp indtil morgen. * Som en løve knuste Herren alle mine knogler.
38:13 Fra dag til nat prisgav du mig; * som en svale, som en drossel, peb jeg, jeg klagede som en due.
38:14 Jeg vender mit blik * mod himlen.
38:14 Herre, jeg er i nød, stil sikkerhed for mig! * Hvad skal jeg tale og sige til ham? Han har jo handlet!
38:15 Jeg må vandre alle mine år * med bitterhed i min sjæl.
38:16 Herre, derved skal man leve, og ved alt dette skal min ånd få liv. Gør mig rask, helbred mig! * Min bitterhed er blevet til fred,
38:17 Du skånede mig for ødelæggelsens grav; * for alle mine synder kastede du bag dig.
38:18 Dødsriget takker dig ikke, døden lovpriser dig ikke; * de, der gik i graven, kan ikke håbe på din trofasthed.
38:19 Kun den levende takker dig, som jeg gør det i dag. * Fædre skal fortælle sønner om din trofasthed.
38:20 Herren er min frelse! Lad os spille på strenge * ved Herrens tempel alle livets dage.
℣. Herre, skænk dem * den evige hvile.
℟. Og lad det evige lys * lyse for dem.

Ant. From the gates of hell deliver my soul, O Lord.
Ant. Omnis spíritus * laudet Dóminum.
Psalmus 150 [5]
150:1 Laudáte Dóminum in sanctis eius: * laudáte eum in firmaménto virtútis eius.
150:2 Laudáte eum in virtútibus eius: * laudáte eum secúndum multitúdinem magnitúdinis eius.
150:3 Laudáte eum in sono tubæ: * laudáte eum in psaltério, et cíthara.
150:4 Laudáte eum in týmpano, et choro: * laudáte eum in chordis, et órgano.
150:5 Laudáte eum in cýmbalis benesonántibus: laudáte eum in cýmbalis iubilatiónis: * omnis spíritus laudet Dóminum.
℣. Réquiem ætérnam * dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua * lúceat eis.

Ant. Omnis spíritus laudet Dóminum.
Ant. Let everything that hath breath * praise the Lord.
Psalm 150 [5]
150:1 Lovpris Gud i hans helligdom, * lovpris ham i hans mægtige himmelhvælving!
150:2 Lovpris ham for hans vælde, * lovpris ham for hans storhed!
150:3 Lovpris ham med hornets klang, * lovpris ham med harpe og citer,
150:4 Lovpris ham med pauker og dans, * lovpris ham med strengespil og fløjter,
150:5 Lovpris ham med klingende cymbler, lovpris ham med rungende cymbler! * Alt, hvad der ånder, skal lovprise Herren.
℣. Herre, skænk dem * den evige hvile.
℟. Og lad det evige lys * lyse for dem.

Ant. Let everything that hath breath praise the Lord.
Versus (In loco Capituli)
℣. Audívi vocem de cælo dicéntem mihi.
℟. Beáti mórtui qui in Dómino moriúntur.
Versus (In loco Capituli)
℣. I heard a voice from heaven, saying unto me:
℟. Blessed are the dead which die in the Lord.
Canticum Benedictus {Antiphona Votiva}
Ant. Ego sum * resurréctio et vita: qui credit in me, étiam si mórtuus fúerit, vivet; et omnis qui vivit et credit in me, non moriétur in ætérnum.
Canticum Zachariæ
Luc. 1:68-79
1:68 Benedíctus Dóminus, Deus Israël: * quia visitávit, et fecit redemptiónem plebis suæ:
1:69 Et eréxit cornu salútis nobis: * in domo David, púeri sui.
1:70 Sicut locútus est per os sanctórum, * qui a sǽculo sunt, prophetárum eius:
1:71 Salútem ex inimícis nostris, * et de manu ómnium, qui odérunt nos.
1:72 Ad faciéndam misericórdiam cum pátribus nostris: * et memorári testaménti sui sancti.
1:73 Iusiurándum, quod iurávit ad Ábraham patrem nostrum, * datúrum se nobis:
1:74 Ut sine timóre, de manu inimicórum nostrórum liberáti, * serviámus illi.
1:75 In sanctitáte, et iustítia coram ipso, * ómnibus diébus nostris.
1:76 Et tu, puer, Prophéta Altíssimi vocáberis: * præíbis enim ante fáciem Dómini, paráre vias eius:
1:77 Ad dandam sciéntiam salútis plebi eius: * in remissiónem peccatórum eórum:
1:78 Per víscera misericórdiæ Dei nostri: * in quibus visitávit nos, óriens ex alto:
1:79 Illumináre his, qui in ténebris, et in umbra mortis sedent: * ad dirigéndos pedes nostros in viam pacis.
℣. Réquiem ætérnam * dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua * lúceat eis.
Ant. Ego sum resurréctio et vita: qui credit in me, étiam si mórtuus fúerit, vivet; et omnis qui vivit et credit in me, non moriétur in ætérnum.
Canticum Benedictus {Antiphon Votive}
Ant. I am the resurrection and the life: * he that believeth in me, though he were dead, yet shall he live; and whosoever liveth and believeth in me shall never die.
Zakarias' lovsang
Luk 1:68-79
1:68 Lovet være Herren, Israels Gud, * for han har besøgt og forløst sit folk.
1:69 Han har oprejst os frelsens horn * i sin tjener Davids hus,
1:70 Sådan som han fra gammel tid har forkyndt * ved sine hellige profeters mund:
1:71 At frelse os fra vore fjender * og fra alle dem, som hader os,
1:72 At vise barmhjertighed mod vore fædre * og huske på sin hellige pagt,
1:73 Den ed, han tilsvor vor fader Abraham, * at han ville give os
1:74 At fri os fra vore fjenders hånd * og give os at tjene ham uden frygt
1:75 I fromhed og retfærdighed for hans åsyn * alle vore dage.
1:76 Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, * for du skal gå foran Herren og bane hans veje
1:77 Og lære hans folk at kende frelsen * i deres synders forladelse,
1:78 Takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, * hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os
1:79 For at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, * og lede vore fødder ind på fredens vej.
℣. Herre, skænk dem * den evige hvile.
℟. Og lad det evige lys * lyse for dem.
Ant. I am the resurrection and the life: he that believeth in me, though he were dead, yet shall he live; and whosoever liveth and believeth in me shall never die.
Oratio {Votiva}

Pater noster, qui es in cælis, sanctificétur nomen tuum: advéniat regnum tuum: fiat volúntas tua, sicut in cælo et in terra. Panem nostrum cotidiánum da nobis hódie: et dimítte nobis débita nostra, sicut et nos dimíttimus debitóribus nostris:
℣. Et ne nos indúcas in tentatiónem:
℟. Sed líbera nos a malo.

℣. A porta ínferi.
℟. Erue, Dómine, ánimas eórum.
℣. Requiéscant in pace.
℟. Amen.
℣. Dómine, exáudi oratiónem meam.
℟. Et clamor meus ad te véniat.
secunda 'Domine, exaudi' omittitur

Orémus.
Fidélium, Deus, ómnium Cónditor et Redémptor, animábus famulórum famularúmque tuárum remissiónem cunctórum tríbue peccatórum: ut indulgéntiam, quam semper optavérunt, piis supplicatiónibus consequántur:
Qui vivis et regnas cum Deo Patre, in unitáte Spíritus Sancti, Deus, per ómnia sǽcula sæculórum.
℟. Amen.
Prayer {Votive}

Fader vor, du som er i himlene, Helliget vorde dit navn. Komme dit rige. Ske din vilje som i himlen, således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød. Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.
℣. Og led os ikke i fristelse:
℟. Men fri os fra det onde.

℣. From the gates of hell.
℟. Deliver their souls, O Lord!
℣. May they rest in peace.
℟. Amen.
℣. O Lord, hear my prayer.
℟. And let my cry come unto thee.
skip second 'O Lord, hear my prayer'

Lad os bede.
O God, who art thyself at once the Maker and the Redeemer of all thy faithful ones, grant unto the souls of thy servants and handmaids remission of all their sins, making of our entreaties unto our great Father a mean whereby they may have that forgiveness which they have ever hoped for.
Du, som lever og råder med Gud Fader i Helligåndens enhed, Gud, fra evighed til evighed.
℟. Amen
Conclusio
℣. Réquiem ætérnam dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua lúceat eis.
℣. Requiéscant in pace.
℟. Amen.
Conclusion
℣. O Lord, grant them eternal rest.
℟. And let the everlasting light shine upon them.
℣. May they rest in peace.
℟. Amen.

Ad Vesperas

Incipit{omittitur}
Start{omit}
Psalmi {Psalmi et antiphonæ Votiva}
Ant. Placébo Dómino * in regióne vivórum.
Psalmus 114 [1]
114:1 Diléxi, quóniam exáudiet Dóminus * vocem oratiónis meæ.
114:2 Quia inclinávit aurem suam mihi: * et in diébus meis invocábo.
114:3 Circumdedérunt me dolóres mortis: * et perícula inférni invenérunt me.
114:4 Tribulatiónem et dolórem invéni: * et nomen Dómini invocávi.
114:5 O Dómine, líbera ánimam meam: * miséricors Dóminus, et iustus, et Deus noster miserétur.
114:6 Custódiens párvulos Dóminus: * humiliátus sum, et liberávit me.
114:7 Convértere, ánima mea, in réquiem tuam: * quia Dóminus benefécit tibi.
114:8 Quia erípuit ánimam meam de morte: * óculos meos a lácrimis, pedes meos a lapsu.
114:9 Placébo Dómino * in regióne vivórum.
℣. Réquiem ætérnam * dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua * lúceat eis.

Ant. Placébo Dómino in regióne vivórum.
Psalms {Psalms and antiphons Votive}
Ant. I will walk before the Lord * in the land of the living.
Psalm 114 [1]
114:1 Jeg elsker Herren, for han * har hørt min tryglen,
114:2 Han vendte sit øre mod mig, * da jeg råbte.
114:3 Dødens bånd omgav mig, * dødsrigets trængsler ramte mig,
114:4 Jeg fandt kun nød og elendighed. * Da påkaldte jeg Herrens navn:
114:5 Ak, Herre, red mit liv! * Herren er nådig og retfærdig, vor Gud er barmhjertig;
114:6 Herren vogter de uerfarne, * jeg var hjælpeløs, men han frelste mig.
114:7 Fald til ro igen, min sjæl, * for Herren har handlet vel imod dig.
114:8 Du har reddet mit liv fra døden, * mine øjne fra at græde og min fod fra at snuble.
114:9 Jeg kan vandre for Herrens ansigt * i de levendes land.
℣. Herre, skænk dem * den evige hvile.
℟. Og lad det evige lys * lyse for dem.

Ant. I will walk before the Lord in the land of the living.
Ant. Hei mihi Dómine, * quia incolátus meus prolongátus est.
Psalmus 119 [2]
119:1 Ad Dóminum cum tribulárer clamávi: * et exaudívit me.
119:2 Dómine, líbera ánimam meam a lábiis iníquis, * et a lingua dolósa.
119:3 Quid detur tibi, aut quid apponátur tibi * ad linguam dolósam?
119:4 Sagíttæ poténtis acútæ, * cum carbónibus desolatóriis.
119:5 Heu mihi, quia incolátus meus prolongátus est: habitávi cum habitántibus Cedar: * multum íncola fuit ánima mea.
119:7 Cum his, qui odérunt pacem, eram pacíficus: * cum loquébar illis, impugnábant me gratis.
℣. Réquiem ætérnam * dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua * lúceat eis.

Ant. Hei mihi Dómine, quia incolátus meus prolongátus est.
Ant. Woe is me! O Lord, * that my sojourn is long.
Psalm 119 [2]
119:1 I min nød har jeg råbt til Herren, * og han svarede mig.
119:2 Herre, red mig fra den falske læbe * fra den svigefulde tunge!
119:3 Gid han må ramme dig igen og igen, * du svigefulde tunge,
119:4 Med krigerens hvæssede pile * og gyvelens glødende grene.
119:5 Ve mig, jeg er fremmed i Meshek, jeg må bo blandt Kedars telte. * Alt for længe har jeg boet
119:7 Hos dem, der hader fred; * så snart jeg taler fred, taler de krig.
℣. Herre, skænk dem * den evige hvile.
℟. Og lad det evige lys * lyse for dem.

Ant. Woe is me! O Lord, that my sojourn is long.
Ant. Dóminus custódit te * ab omni malo: custódiat ánimam tuam Dóminus.
Psalmus 120 [3]
120:1 Levávi óculos meos in montes, * unde véniet auxílium mihi.
120:2 Auxílium meum a Dómino, * qui fecit cælum et terram.
120:3 Non det in commotiónem pedem tuum: * neque dormítet qui custódit te.
120:4 Ecce, non dormitábit neque dórmiet, * qui custódit Israël.
120:5 Dóminus custódit te, Dóminus protéctio tua, * super manum déxteram tuam.
120:6 Per diem sol non uret te: * neque luna per noctem.
120:7 Dóminus custódit te ab omni malo: * custódiat ánimam tuam Dóminus.
120:8 Dóminus custódiat intróitum tuum, et éxitum tuum: * ex hoc nunc, et usque in sǽculum.
℣. Réquiem ætérnam * dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua * lúceat eis.

Ant. Dóminus custódit te ab omni malo: custódiat ánimam tuam Dóminus.
Ant. The Lord shall keep thee from all evil, * the Lord shall keep thy soul.
Psalm 120 [3]
120:1 Jeg løfter mine øjne mod bjergene, * hvorfra kommer min hjælp?
120:2 Min hjælp kommer fra Herren, * himlens og jordens skaber.
120:3 Han lader ikke din fod vakle, * han, som bevarer dig, falder ikke i søvn.
120:4 Han, som bevarer Israel, * falder ikke i søvn, han sover ikke.
120:5 Herren bevarer dig, Herren er din skygge * ved din højre side.
120:6 Om dagen stikker solen dig ikke, * månen ikke om natten.
120:7 Herren bevare dig mod alt ondt, * han bevare dit liv.
120:8 Herren bevare din udgang og din indgang * fra nu af og til evig tid.
℣. Herre, skænk dem * den evige hvile.
℟. Og lad det evige lys * lyse for dem.

Ant. The Lord shall keep thee from all evil, the Lord shall keep thy soul.
Ant. Si iniquitátes * observáveris, Dómine: Dómine, quis sustinébit?
Psalmus 129 [4]
129:1 De profúndis clamávi ad te, Dómine: * Dómine, exáudi vocem meam:
129:2 Fiant aures tuæ intendéntes, * in vocem deprecatiónis meæ.
129:3 Si iniquitátes observáveris, Dómine: * Dómine, quis sustinébit?
129:4 Quia apud te propitiátio est: * et propter legem tuam sustínui te, Dómine.
129:5 Sustínuit ánima mea in verbo eius: * sperávit ánima mea in Dómino.
129:6 A custódia matutína usque ad noctem: * speret Israël in Dómino.
129:7 Quia apud Dóminum misericórdia: * et copiósa apud eum redémptio.
129:8 Et ipse rédimet Israël, * ex ómnibus iniquitátibus eius.
℣. Réquiem ætérnam * dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua * lúceat eis.

Ant. Si iniquitátes observáveris, Dómine: Dómine, quis sustinébit?
Ant. If Thou, Lord, shouldest mark iniquities, * O Lord, who shall stand.
Psalm 129 [4]
129:1 Fra det dybe råber jeg til dig, Herre. * Herre, hør mit råb,
129:2 Lad dine ører lytte * til min tryglen!
129:3 Hvis du, Herre, vogtede på skyld, * hvem kunne da bestå, Herre?
129:4 Men hos dig er der tilgivelse, * for at man skal frygte dig. Jeg håber på Herren,
129:5 Min sjæl håber; jeg venter på hans ord, * min sjæl venter på Herren
129:6 Mere end vægterne på morgen, end vægterne på morgen. * Israel, vent på Herren,
129:7 For hos Herren er der troskab, * hos ham er der altid udfrielse.
129:8 Han udfrier Israel * fra al dets skyld.
℣. Herre, skænk dem * den evige hvile.
℟. Og lad det evige lys * lyse for dem.

Ant. If Thou, Lord, shouldest mark iniquities, O Lord, who shall stand.
Ant. Opera * mánuum tuárum, Dómine, ne despícias.
Psalmus 137 [5]
137:1 Confitébor tibi, Dómine, in toto corde meo: * quóniam audísti verba oris mei.
137:2 In conspéctu Angelórum psallam tibi: * adorábo ad templum sanctum tuum, et confitébor nómini tuo.
137:3 Super misericórdia tua, et veritáte tua: * quóniam magnificásti super omne, nomen sanctum tuum.
137:4 In quacúmque die invocávero te, exáudi me: * multiplicábis in ánima mea virtútem.
137:5 Confiteántur tibi, Dómine, omnes reges terræ: * quia audiérunt ómnia verba oris tui:
137:6 Et cantent in viis Dómini: * quóniam magna est glória Dómini.
137:7 Quóniam excélsus Dóminus, et humília réspicit: * et alta a longe cognóscit.
137:8 Si ambulávero in médio tribulatiónis, vivificábis me: * et super iram inimicórum meórum extendísti manum tuam, et salvum me fecit déxtera tua.
137:9 Dóminus retríbuet pro me: * Dómine, misericórdia tua in sǽculum: ópera mánuum tuárum ne despícias.
℣. Réquiem ætérnam * dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua * lúceat eis.

Ant. Opera mánuum tuárum, Dómine, ne despícias.
Ant. O Lord, forsake not * the works of thine own hands.
Psalm 137 [5]
137:1 Jeg takker dig af hele mit hjerte, * for du har hørt de ord, jeg talte.
137:2 I guders påhør lovsynger jeg dig. * Jeg kaster mig ned i dit hellige tempel og priser dit navn
137:3 For din godhed og troskab, * for du har gjort dit ord stort over hele din himmel.
137:4 Den dag jeg råbte, svarede du mig, * du fyldte mig med stolthed og gav mig styrke.
137:5 Alle jordens konger skal takke dig, Herre, * for de har hørt de ord, du talte.
137:6 Og de skal synge om Herrens veje, * for Herrens herlighed er stor;
137:7 Ja, Herren er ophøjet, men han ser til de ydmyge, * den stolte kender han på lang afstand.
137:8 Selv om jeg vandrer i trængsler, holder du mig i live * trods mine fjenders had; du rækker din hånd ud, og din højre hånd frelser mig;
137:9 Herren fører min sag igennem. * Herre, din trofasthed varer til evig tid, opgiv ikke dine hænders værk!
℣. Herre, skænk dem * den evige hvile.
℟. Og lad det evige lys * lyse for dem.

Ant. O Lord, forsake not the works of thine own hands.
Versus (In loco Capituli)
℣. Audívi vocem de cælo dicéntem mihi.
℟. Beáti mórtui qui in Dómino moriúntur.
Versus (In loco Capituli)
℣. I heard a voice from heaven, saying unto me:
℟. Blessed are the dead which die in the Lord.
Canticum Magnificat {Antiphona Votiva}
Ant. Omne * quod dat mihi Pater, ad me véniet; et eum qui venit ad me, non eíciam foras.
Canticum B. Mariæ Virginis
Luc. 1:46-55
1:46 Magníficat * ánima mea Dóminum.
1:47 Et exsultávit spíritus meus: * in Deo, salutári meo.
1:48 Quia respéxit humilitátem ancíllæ suæ: * ecce enim ex hoc beátam me dicent omnes generatiónes.
1:49 Quia fecit mihi magna qui potens est: * et sanctum nomen eius.
1:50 Et misericórdia eius, a progénie in progénies: * timéntibus eum.
1:51 Fecit poténtiam in brácchio suo: * dispérsit supérbos mente cordis sui.
1:52 Depósuit poténtes de sede: * et exaltávit húmiles.
1:53 Esuriéntes implévit bonis: * et dívites dimísit inánes.
1:54 Suscépit Israël púerum suum: * recordátus misericórdiæ suæ.
1:55 Sicut locútus est ad patres nostros: * Ábraham, et sémini eius in sǽcula.
℣. Réquiem ætérnam * dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua * lúceat eis.
Ant. Omne quod dat mihi Pater, ad me véniet; et eum qui venit ad me, non eíciam foras.
Canticum Magnificat {Antiphon Votive}
Ant. All that the Father giveth Me shall come to Me; * and him that cometh to Me I will in no wise cast out.
Jomfru Marias lovsang
Luk 1:46-55
1:46 Min sjæl * ophøjer Herren,
1:47 Og min ånd fryder sig * over Gud, min frelser!
1:48 Han har set til sin ringe tjenerinde. * For herefter skal alle slægter prise mig salig,
1:49 Thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. * Helligt er hans navn,
1:50 Og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, * varer i slægt efter slægt.
1:51 Han har øvet vældige gerninger med sin arm, * splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
1:52 Han har styrtet de mægtige fra tronen, * og han har ophøjet de ringe;
1:53 Sultende har han mættet med gode gaver, * og rige har han sendt tomhændet bort.
1:54 Han har taget sig af sin tjener Israel * og husker på sin barmhjertighed,
1:55 Som han tilsagde vore fædre, mod Abraham og hans slægt til evig tid.
℣. Herre, skænk dem * den evige hvile.
℟. Og lad det evige lys * lyse for dem.
Ant. All that the Father giveth Me shall come to Me; and him that cometh to Me I will in no wise cast out.
Oratio {Votiva}

Pater noster, qui es in cælis, sanctificétur nomen tuum: advéniat regnum tuum: fiat volúntas tua, sicut in cælo et in terra. Panem nostrum cotidiánum da nobis hódie: et dimítte nobis débita nostra, sicut et nos dimíttimus debitóribus nostris:
℣. Et ne nos indúcas in tentatiónem:
℟. Sed líbera nos a malo.

℣. A porta ínferi.
℟. Erue, Dómine, ánimas eórum.
℣. Requiéscant in pace.
℟. Amen.
℣. Dómine, exáudi oratiónem meam.
℟. Et clamor meus ad te véniat.
secunda 'Domine, exaudi' omittitur

Orémus.
Fidélium, Deus, ómnium Cónditor et Redémptor, animábus famulórum famularúmque tuárum remissiónem cunctórum tríbue peccatórum: ut indulgéntiam, quam semper optavérunt, piis supplicatiónibus consequántur:
Qui vivis et regnas cum Deo Patre, in unitáte Spíritus Sancti, Deus, per ómnia sǽcula sæculórum.
℟. Amen.
Prayer {Votive}

Fader vor, du som er i himlene, Helliget vorde dit navn. Komme dit rige. Ske din vilje som i himlen, således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød. Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.
℣. Og led os ikke i fristelse:
℟. Men fri os fra det onde.

℣. From the gates of hell.
℟. Deliver their souls, O Lord!
℣. May they rest in peace.
℟. Amen.
℣. O Lord, hear my prayer.
℟. And let my cry come unto thee.
skip second 'O Lord, hear my prayer'

Lad os bede.
O God, who art thyself at once the Maker and the Redeemer of all thy faithful ones, grant unto the souls of thy servants and handmaids remission of all their sins, making of our entreaties unto our great Father a mean whereby they may have that forgiveness which they have ever hoped for.
Du, som lever og råder med Gud Fader i Helligåndens enhed, Gud, fra evighed til evighed.
℟. Amen
Conclusio
℣. Réquiem ætérnam dona eis, Dómine.
℟. Et lux perpétua lúceat eis.
℣. Requiéscant in pace.
℟. Amen.
Conclusion
℣. O Lord, grant them eternal rest.
℟. And let the everlasting light shine upon them.
℣. May they rest in peace.
℟. Amen.

Matutinum    Laudes    Vesperae
Omnes    Plures

Options    Sancta Missa    Ordo

Versions
Tridentine 1570
Tridentine 1910
Divino Afflatu
Reduced 1955
Rubrics 1960
1960 Newcalendar
Monastic
Ordo Praedicatorum
Language 2
Latin
Dansk
Deutsch
English
Español
Français
Italiano
Magyar
Polski
Português
Latin-Bea
Polski-Newer
Votives
Hodie
Dedicatio
Defunctorum
Parvum B.M.V.

Versions      Credits      Download      Rubrics      Technical      Help